By-ambassadører søges:

Vi er interesseret i at flere flytter til skønne Gjessø, så vi kan udvikle byen, og holde liv i skole, butik og bus.

Gjessø Lokalråd har i den forbindelse modtaget forslag om, at man burde etablere en såkaldt by-ambassadørordning. Dvs. udnævne en gruppe af enkelt personer, der vil stille sig til rådighed for rundvisning i Gjessø. Lokalrådet synes det er en god ide, og har derfor besluttet at søge efter by-ambassadører for Gjessø. Eneste forudsætninger er, at du skal kende lidt til byens historie, hvad vores opland tilbyder af naturoplevelser, de mange forskellige forenings- og fritidstilbud i byen, Gjessøs Børn og sidst men ikke mindst med begejstring og personlig entusiasme kan formidle disse ting videre til nye potentielle Gjessø borgere og andre gæster.

Vi forestiller os, at de personer som melder sig som by-ambassadør bliver offentliggjort her på hjemmesiden med navn, telefonnummer og e-mail. Så kan personer rette henvendelse til en by-ambassadør herigennem. Hvis vi får tilslutning til idéen om by-ambassadører for Gjessø, så vil vi aktivt markedsføre den via de lokale medier, og over for områdets ejendomsmæglere sammen med en lille ”Gjessø-folder”, som Gjessø Lokalråd er ved at få udarbejdet.

Ser du dig selv som by-ambassadør for Gjessø og synes det kunne være en sjov lille opgave, kan du rette henvendelse til Gjessø Lokalråd. Det er også muligt, at du kender en som kunne være en fremragende by-ambassadør, og så er det bare med at prikke til vedkommende, og opfordrer ham eller hende til at kontakte lokalrådet.

Vi tror på, at det vil være en enestående måde at markedsføre Gjessø på. En by-ambassadør vil også opleve stor personlig glæde ved at dele vores by med andre.

Lokalrådet vil samle alle by-ambassadører, så de kan blive klædt på til opgaven.

Henvendelse til Steen Okkels Nørby eller Flemming Madsen, eller mød op til byens dag hos Min Købmand d. 30. maj mellem kl. 12 og 14.

Flemming Madsen, e-mail: flemming.madsen@mailme.dk og Steen Okkels Nørby, e-mail: steen_okkels_norby@hotmail.com

Gjessø Lokalråd